»Vent, til han går først« – stod der med min kones håndskrift

Min kone øvede sig i ugevis på én sætning, og hun sagde den højt nok til, at hele brunch-bordet kunne høre den: hun gav vores ægteskab tre måneder mere. Jeg tog min ring af og svarede med tre minutter. Jeg lagde ringen på bordet og gik, uden at lave en scene. Det, jeg ikke vidste: derhjemme lå der allerede en mappe i en skuffe, skrevet med hendes egen håndskrift, en færdig plan for, hvordan bruddet skulle se ud, lagt længe før jeg overhovedet anede noget. Denne historie handler ikke om, hvem der går først. Den handler om, hvad der sker, når nogen planlægger et brud som et projekt, med punkter og et regneark – og glemmer, at den anden en dag åbner den skuffe. Ville du have fundet mappen, ligesom jeg gjorde, eller var du bare gået uden at kigge efter? Skriv det i kommentarerne.