Vildsvine kebab - Ægte Fast Food. Et vildsvin kan trods alt løbe 40–50 km/t! @mjoelnerhunting
Morten Jans
0:00 / 0:00
Vildsvine kebab - Ægte Fast Food. Et vildsvin kan trods alt løbe 40–50 km/t! @mjoelnerhunting
106 просмотров · 9 дней назад
Morten Jans
28 подписчиков
106 просмотров · 9 дней назад
Sådan laver du Vildsvine kebab.
Vildsvinekebab er ægte FAST FOOD – et vildsvin kan trods alt løbe 40–50 km/t!
Du kan komme kebabkødet i rulle, pita, naan eller fladbrød/pandebrød – alt efter hvad du foretrækker.
Her laver vi det hele fra bunden: kebab af hakket vildsvin, hjemmebagte fladbrød, hvidløgsdressing, saltede rødløg med persille samt bagte padrons og tomater.
Opskriften passer til ca. 8 personer, afhængigt af appetitten.
Kebabkødet
Ingredienser
1 kg hakket vildsvinekød · 2 rødløg · 1 rød peberfrugt · 5 fed hvidløg · chili efter smag – jeg brugte 3 thai-chilier · 4 spsk. græsk yoghurt · 4 spsk. olivenolie.
Krydderier: 2 tsk. oregano · 2 tsk. timian · 4 tsk. paprika · 4 tsk. spidskommen · 4 tsk. salt.
Kør alle ingredienser undtagen kødet i en foodprocessor, til blandingen er jævn. Tilsæt kødet lidt ad gangen, og kør det hele til en ensartet masse.
Læg ca. 250 g fars mellem to stykker bagepapir, og rul den ud til et jævnt lag på ca. 2 mm. Fjern det øverste bagepapir, og fold farsen sammen ved hjælp af det nederste papir, så kødet ligger i flere tynde lag.
Bag den foldede fars i en forvarmet ovn ved 200 °C i ca. 25 minutter.
Når kødet er færdigbagt, foldes det ud igen. På grund af foldningen skiller kødet sig nu i de karakteristiske tynde kebabflager.
Giv eventuelt kødet et ekstra skud ved at vende det 2–3 minutter på en glohed pande eller stegeplade. Det gør jeg også, hvis kebabkødet kommer fra køl eller har været frosset og optøet.
Pandebrød / fladbrød
Ingredienser
25 g gær · 4 dl vand · 600 g hvedemel · ½ dl olivenolie · 2 tsk. salt.
Opløs gæren i vandet. Tilsæt mel, olivenolie og salt, og ælt dejen godt. Lad den hæve tildækket i ca. 45 minutter.
Del dejen i passende portioner, og rul dem ud til tynde fladbrød. Bag dem på en varm pande i ca. 2 minutter på hver side. Hold dem lune frem til servering.
Hvidløgsdressing
Ingredienser
Græsk yoghurt · frisk hvidløg · salt · friskkværnet peber.
Hak eller pres hvidløget og rør det sammen med yoghurten. Smag til med salt og peber – og dosér hvidløget efter temperament. Lad gerne dressingen trække lidt inden servering.
Saltede rødløg med persille
Ingredienser
Rødløg · salt · hakket frisk bredbladet persille.
Snit rødløgene tyndt på langs, vend dem med salt og lad dem trække i minimum 30 minutter. Hæld væden fra, og bland med hakket bredbladet persille lige inden servering.
Bagte padrons og tomater
Ingredienser
Padrons · tomater · hvidløg · olivenolie · frisk timian og rosmarin · salt · friskkværnet peber.
Bland det hele i en skål eller pose, fordel i et ildfast fad og bag ved 200 °C i ca. 25 minutter, til padrons og tomater er møre og har fået lidt farve.
Så skal der bygges – eller rulles
Fyld de lune fladbrød med varme flager af vildsvinekebab, saltede rødløg med persille og bagte grøntsager. Top med hvidløgsdressing.
Resultatet er en kebab med masser af smag – og en sikker vinder blandt de unge. Det færdigbagte kebabkød og fladbrødene er desuden nemme at have liggende i fryseren.
Hjemmelavet vildsvinekebab, hvor vildsvinet sagtens kan stå mål med det kød, vi normalt forbinder med kebab. Og så er der noget særligt tilfredsstillende ved en kebab, hvor man selv har skaffet hovedingrediensen.
Knæk og bræk – også i køkkenet.
Kan jeg lave det, så kan du også.
Morten Jans